Om det er dumt at investere 4000 i en harddisk recorder skal jeg ikke kunne svare på, men det er vigtigt at I kigger lidt på jeres behov, brugsmønster og lyst til at 'rode' med teknikken.
Et mediecenter, hvadenten det er bygget op omkring MCE2005 eller et andet produkt, vil altid være mere alsidigt end en harddisk optager, da PC'en i sin natur er modulopbygget og der kan laves specielle programmer og plugins, som forøger funktionaliteten af maskinen.
Men samtidig er PC-løsningen også den, der fordrer den største tekniske indsigt, da det jo er en PC med alt hvad det indebærer.
Typisk er de fleste PC'ere og alt for kraftige til den opgave de skal løse (hvis de kun kører mediecenter) og udvikler derfor meget varme. Denne varme skal transporteres væk og det afstedkommer oftest en ulidelig støj og et højt energiforbrug.
Jeg har selv været igennem MCE2005, og et antal harddisk recordere, og ville egentlig helst have en harddisk recorder, men jeg kan ikke finde nogen, som opfylder mine behov (DVB-T, DVI/HDMI udgang, online EPG med nem programmering, overførsel af optagelser til DVD, nem udvidelse med ny tuner når HD bliver sendt over æteren, undertekster og ren digital behandling). Derfor anvender jeg i dag DVBViewer på en hjemmebygget (stort set lydløs) PC. Men jeg skal da dagligt have fat i mus og tastatur for lige at ordne noget eller genstarte et eller andet, og det er ikke sjældent at min hustru sidder med den ene fjernbetjening og forsøger at starte noget, der kræver den anden fjernbetjening, så helt enkelt er det ikke.
Det blev en længere smøre, men jeg håber, at den leder dig i den retning, der vil give dig den bedste oplevelse.
Med venlig hilsen
Henrik Badsted